| dc.description |
Før i tiden var radioproduktion uvægerligt forbundet med store spoler, metervis af bånd og evne til at lytte sig frem til hvor klippet skulle ligge. Men hvad sker der på det æstetiske område, når man går fra den ana- loge produktionsform til den digitale, hvor arbejdet foregår ved hjælp af en harddisk, og lyden optræder som kurver på en skærm? David K. Dunaway peger bl.a. på, at bearbejdningen af lyd kan blive langt mere vidtgående, mixningen bliver betydeligt forenklet og prøvemixninger let- tere at gennemføre. Dertil kommer, at man meget nemmere kan flytte rundt på lydstumper og –sekvenser. Alt i alt giver den digitale produkti- onsproces en række nye muligheder, men også risiko for at man mis- ter fornemmelsen for programmets flow, fordi konstruktionsprocessen fragmenteres, og fordi digitaliseringens ikke-lineære struktur frister til en så stærk fokusering på detaljen, at det auditive overblik bliver svækket. |
|